Skybrudssikring i Nørrebros mytoligske kvarter med merværdi
Klimaforandringerne skaber hyppigere skybrud, og derfor er Københavns Kommune sammen med HOFOR godt i gang med at skybrudssikre hovedstaden, så københavnerne slipper for vand i kældrene. I de kommende år tages der hul på skybrudssikring i det mytologiske kvarter på Nørrebro, og her kan beboerne se frem til en masse ekstra fordele. For et flertal af partierne i Borgerrepræsentationen har besluttet at sætte penge af til adskillige sideprojekter i forbindelse med skybrudssikringen.
Cykelstier på Hamletsgade
Blandt andet skal der etableres cykelstier på Hamletsgade, som har været et stort ønske lokalt. Der skal også plantes træer, skabes grønne vejbede med varieret beplantning for at øge biodiversiteten samt opsættes bænke på og omkring Hamletsgade. På den anden side af Tagensvej skal der i området omkring Sigurdsgade etableres tryggere og grønnere byrum gennem forbedret trafiksikkerhed for bløde trafikanter, grønne vejbede med øget biodiversitet, træer, bedre opholdsmuligheder og tryghedsskabende belysning. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er godt tilfreds med, at der er fundet penge til de mange tilkøb:
- I visse dele af det mytologiske kvarter er det asfalt og biler, der dominerer. Det laver vi nu om på, så cyklerne, biodiversitet og tryghed bliver prioriteret til fordel for parkeringspladser og høj hastighed. Jeg er rigtig glad for at kunne være med til at skabe et grønnere, tryggere og mere trafiksikkert Nørrebro, og jeg godt tilfreds med, at der på rådhuset er enighed om at investere i vores udsatte byområder, siger Line Barfod.
Forbedret trafiksikkerhed
På Sigurdsgade og Titangade forbedres trafiksikkerheden for bløde trafikanter og særligt for cyklisterne ved at etablere trafikregulerende og hastighedsdæmpende foranstaltninger. Sigurdsgade er bred, og plantning af træer på denne vejstrækning kan sammen med vejbedene have en hastighedsdæmpende effekt på trafikken. Bynaturen og biodiversiteten forbedres i form af øget begrønning i form af flere træer samt varieret beplantning i vejbedene. Desuden vil der blive etableret bedre krydsningsmuligheder gennem støttepunkter og fremskudte fortove, der indsnævrer vejarealet og dermed øger trygheden for bløde trafikanter.
Flere opholdsmuligheder
Udover de trafikale og grønne tiltag skal der også skabes flere opholdsmuligheder, og der etableres bedre belysning med henblik på, at området fremstår mere trygt at færdes i for både gående og cyklende. Nogle af vejbedene skal understøtte ophold, aktivitet og bevægelse, og gennem forbedret belægning og kanter kan der skabes bedre forbindelser i området, der i dag opleves usammenhængende og misvedligeholdt.
Fakta
Det forventes at være nødvendigt at nedlægge 5 parkeringspladser for at få plads til træerne i projektet omkring Sigurdsgade. For at få plads til cykelstier på Hamletsgade inddrages længdeparkeringen i den sydøstlige side af Hamletsgade. Her forventes 29 parkeringspladser nedlagt.
Projektet i og omkring Sigurdsgade har estimerede anlægsudgifter på i alt 14,8 mio. kr. Skybrudsprojektet Sigurdsgade, Titangade mfl. er der afsat 25,2 mio. kr. til.
Projektet i og omkring Hamletsgade har estimerede anlægsudgifter på i alt 19,6 mio. kr. Skybrudsprojektet i og omkring Hamletsgade har en bevilling på 27,7 mio. kr.
Byrumstilkøbet til skybrudsprojektet støtter op om initiativerne i Områdefornyelsens Kvarterplan.
Initiativerne understøtter målsætningen i Fællesskab København om, at 75 % af københavnerne oplever København som en grøn by, og at Københavnerne opholder sig 20 % mere i byens rum. Initiativerne understøtter desuden Arealplan for grønne områder, som skal indfri visionen om, at københavnere i alle bydele skal have let adgang til grønne arealer, som er attraktive at bruge.