Lysende kunstværk danner ny port til Sydhavnen

Sjælør Station forvandles fra nedslidt byrum til farvestrålende besøgsmål med opførelsen af nyt lysende kunstværk.

Byrummet omkring Sjælør Station har længe været en nedslidt og mørk togstation, som mange lokale beboere har oplevet som utrygt at færdes omkring.

Det er baggrunden for, at der den 9. februar indvies et nyt stort kunstværk på stationen, som blandt andet skal øge trygheden i området. Projektet udspringer af dialog med sydhavnerne, hvilket glæder teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL). Hun ser frem til at indvie projektet:

- Der har længe været et stærkt lokalt ønske om at give Sjælør Station et visuelt løft. Områdefornyelsen er båret af lokalt engagement, og det er vigtigt, at alle får mulighed for at tage del i udviklingen af kvarteret, som skal sikre, at området i fremtiden ikke længere er stemplet som udsat. Samtidig bidrager den nye port til vores målsætning om at få mere kunst i byen og få øget trygheden i området, siger Line Barfod.

Solopgang ved Sydhavnen

En tværgående arbejdsgruppe bestående af borgere fra de to områdefornyelser i Sydhavnen og Bavnehøj, en repræsentant fra Københavns Kommunes Råd for Visuel Kunst, Kgs. Enghave lokaludvalg, Banedanmark og DSB valgte i 2019 kunstneren Søren Hüttel til at skabe en ny port ved Sjælør Station.

Søren Hüttel har beklædt væggene med kakler, som viser to forskellige landskaber med reference til kvarteret. Den gule sol refererer til det grønne område på Vester Kirkegård, mens den anden side illustrerer en solopgang over vandet ved Sydhavnen. Under broen er der skabt et stort lyskunstværk, som lyser op i de mørke timer.

- Værket skal give en sanselig oplevelse og give en fornemmelse af nærvær, som står i kontrast til det lidt hårde transitområde. Det er tanken, at kunstværket både kan opleves, når man kommer kørende i forbifarten eller går eller står og venter på bussen, ligesom det skal opleves forskelligt på forskellige tider af døgnet, siger Søren Hüttel.

Til glæde for togpassagerer

Det er Banedanmark, der ejer viadukten ved Sjælør station. Her glæder man sig over kunstværket.

- Det skal være rart at opholde sig på og omkring landets togstationer. Derfor er vi glade for at kunne lægge lærred til udsmykningen af viadukten ved Sjælør Station, og vi håber, at det nye kunstværk vil glæde alle de pendlere, passagerer og forbipasserende, som har deres daglige gang omkring stationen, siger Bianka Saarnak, områdechef i Banedanmark.

Områdefornyelsens formand Jan Fønss udtaler:

- Sydhavns Port ved Sjælør Station bliver et flot nyt vartegn for Sydhavnen, som beboere på både Sydhavn og Valby siden af stationen, kan få stor glæde af i mange år frem.

Fakta

Det kunstneriske byrum på Sjælør station indvies onsdag den 9. februar kl. 17 af Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod. Til indvielsen kan du også møde kunstneren og arbejdsgruppen og alle de stærke kræfter bag realiseringen kunstværket.

Områdefornyelse Bavnehøj i Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder i perioden mellem 2020-2024 for bedre boliger, byrum og forbindelser i Bavnehøj i tæt samarbejde mellem Københavns Kommune, beboere og lokale aktører

Kontakt

Teknik- og Miljøforvaltningen

Rådhuspladsen 1

1550 København V